Indret dit hjem med Feng Shui

Dette indlæg er udarbejdet i samarbejde med den virksomhed der linkes til. Indlægget er derfor betalt - det samme gælder links.

Du kan bruge Feng Shui’ens principper om farvevalg og placering af møbler til at få et hjem i mere harmoni. I dette indlæg får du et par praktiske tips til at indrette dit hjem efter Feng Shui.

Feng Shui er ofte noget, vi forbinder med en halvtosset og pseudobuddistisk gammel særling, som indretter sit hjem i en søgen efter en højere harmoni, ofte samtidig med at selvsamme person vifter med olivengrene og siger underlige lyde.

Det er imidlertid en anelse misvisende.

Hvad er Feng Shui?

Feng Shui er en oldgammel kinesisk praksis med flere tusinde år på bagen. Det er sammensat af ordene Feng, som betyder vind, og Shui, som betyder vand. Navnet refererer til den måde, hvorpå naturen har indflydelse på vores velbefindende. Målet med Feng Shui er derfor at skabe en form for menneskelig harmoni i omgivelserne baseret på den kinesiske lære om ying-yang, chi-energi, de fem elementer og de otte verdenshjørner. I dette indlæg handler det dog om Feng Shui’ens praktiske elementer, som indretning og arkitektur, og mindre om det spirituelle.

Tanken bag Feng Shui indretning er, at du får en mere harmonisk tilværelse, fordi du lever i harmoniske omgivelser, og derfor bliver du mere afslappet og mindre stresset. Selvom Feng Shui ofte bliver kritiseret for at være en ikke-naturvidenskabelig tilgang til livet – og blandt arkitekter og boligindrettere bliver kritiseret, fordi den ikke giver anledning til fornyelse eller kulturelle forskelle – er der forskningsresultater der tyder på, at omgivelserne spiller en rolle for vores velvære. Derfor kan det sagtens tænkes, at en indretning efter Feng Shui principperne kan hjælpe dig til mere velvære i tilværelsen.

Nogle tilhængere går sågar så langt som til at sige, at du bliver bedre til at koncentrere dig og mere modstandsdygtig overfor sygdomme, men så træder man nok over i noget religiøst, hvis man skal forsvare den holdning.

Sådan indretter du efter Feng Shui

Farverne: 

Valg af farver er en meget personlig oplevelse indenfor Feng Shui. Farverne skal nemlig symbolisere og afspejle din sindsstemning og personlighed. Du kan læse mere om valg af farver her.

Et par praktiske råd er imidlertid

  • Undgå sort. Sort symboliserer depression og destruktion.
  • Vælg lyse farver til loft. Mørke farver symboliserer skyer, som kan ’skygge’ for din sundhed, rigdom, held og lykke
  • Bløde farver til soveværelset og køkkenet. Undgå imidlertid rød og orange i soveværelset, da det kan føre til søvnløshed, og undgå blå til køkkenet, da det symboliserer kulde og indadvendthed.
  • Lyseblå eller -grøn til dagligstuen. Det giver følelsen af afslappethed.
  • Røde og orange farver til hobbyrum. Disse er stimulerende og livgivende farver
  • Vælg diskret gult til kontoret. Gul stimulerer kreativiteten.

Møblernes placering: 

Det er generelt godt med cirkler indenfor Feng Shui, fordi det tillader energien at passere rundt. Skarpe hjørner er fy.

Derudover er det vigtigt med rigeligt med plads og rum, særligt når man bevæger sig ind i et nyt rum. Derfor er det ikke godt med en sofa, der står og flyder i midten af rummet. Den skal helst være placeret op ad en væg.

Spejle er også vigtige indenfor Feng Shui, fordi de cirkulerer energien og fremmer det naturlige lys. Det skyldes, at de skaber opmærksomhed på det, de reflekterer. Det er bare vigtigt, du hænger spejlene så tilstrækkelig højt, at siddende gæster ikke kan se sig selv i spejlene.

Soveværelset er der flest regler omkring. Her gælder det om at nedsætte energiniveauet i rummet med de rigtige bløde farver, blødt lys og bløde møbler, fx en blød seng lavet af træ. Afslapning er nøgleordet. En vigtig note ifølge Feng Shui er, at du heller ikke skal have ting under sengen som kan udsende energi og forstyrre roen.

Boligindretterens råd: 

Det er okay at stjæle fra forskellige principper. Feng Shui indeholder mange spændende principper, som du kan bruge, men husk også det personlige præg på din bolig. Ellers kan du hurtigt ende op med en indretning der klinger en anelse falskt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *