Sådan indretter du et småt soveværelse
Et mindre soveværelse kan være svært at indrette smart. Særligt når praktik og dekoration skal gå op i en højere enhed. Her får du nyttige tips til, hvordan du kan udnytte pladsen optimalt i et småt soveværelse. Rådene er også brugbare for dig, der bor i en etværelses lejlighed eller på kollegieværelse.
Vælg en pladsbesparende seng
Du kan med fordel vælge møbler med flere funktioner, når formålet er at spare plads. Sengen er ingen undtagelse. Find den bedste seng for dig, så den både er komfortabel og pladsbesparende. Vælg for eksempel en seng med skuffesektion, så du får udnyttet pladsen under sengen optimalt.
Du kan også investere i en loftseng, hvor det er muligt at opholde sig under. I rummet under sengen kan du for eksempel opbevare dit tøj eller indrette et mindre kontor.
En anden mulighed er at investere i en elevationsseng, som du kan hejse ved ryggen, så du kan sidde oprejst. På den måde får du skabt en siddeplads, hvor du for eksempel kan læse og arbejde, uden at du optager ekstra gulvplads. Alternativt kan du skifte sengen ud med en sovesofa, som tjener to formål på samme tid.
Indret minimalistisk
”Less is more” er et kerneprincip ved minimalistisk indretning. Ved at indrette ud fra det princip kan du få skabt mere plads i indretningen af soveværelset. Sorter alt unødigt interiør væk, som ikke har praktisk, dekorativ eller affektiv værdi i soveværelset. Det vil samtidig være med til at give en ro i rummet, som er ideel ved sengetid.
Du kan indrette minimalistisk ved at vælge møbler med flere funktioner som beskrevet med sengetyperne ovenfor. Kombiner gerne æstetik og funktion, så du sparer mest mulig plads. Det kan for eksempel være ved at dekorere væggen med en flot væghylde til opbevaring frem for en plakat.
Et andet tip til en minimalistisk indretning er at skabe mere rum for gulvplads. Det vil få rummet til at virke større og give plads til mere bevægelsesfrihed. Overvej, hvor meget møbelplads du har brug for, og invester ikke i møbler, der er større end det. Måske kan dobbeltsengen erstattes af en halvandenmandsseng, eller du kan sortere ud i dit tøj og finde et mindre klædeskab.
Prøv også at vælge farver inden for samme farveskala, så rummet virker mere ryddeligt og dermed større. Det vigtigste er, at du tænker praktisk og samtidig er tro mod din egen stil.