Sådan pynter du op til jul i 2015
En af julen 2015’s allerstørste juletrends er at lave julepynten selv. Ikke bare fordi det er super hyggeligt, men i lige så høj grad fordi det er med til at sætte dit helt personlige præg på årets juleindretning.
Fine hjemmelavede hængekranse, julepynt af gamle bøger, kranse af avispapir og fine dekorationer af kogler. Lyder det ikke julet!? Det er i hvert fald en del af den nye trendbølge, DIY (do it yourself), der i øjeblikket skyller over landet, og tager danskerne med storm.
Den er nemlig som skabt til den hyggelige juletid, for er der helt ærligt noget mere hyggeligt og julet end at sidde sammen og klippe og klistre julepynt?
Herunder får du et par tips til den både hjemmelavede og personlige pyntning op til jul.
Få lavet det hjemmelavede julepynt
Du kender sikkert de hjemmelavede ‘klassikere’, som du hvert år tænker, at du vil tage dig til at lave, men aldrig liiige har tid til. Vi tænker selvfølgelig på de flotte hjemmelavede engle, julestjerner, kræmmerhuse, juletræer og (naturligvis) klassikeren over dem alle: julehjertet.
Men i år skal det altså være! I stedet for at gøre rent om søndagen kan I jo sætte jer rundt om bordet og tage fat med lim og saks. Sætter du både børn og voksne i gang, tager det ingen tid! Du kan finde opskrifter og skabeloner til at lave de forskellige ting på Feminas hjemmeside.
Hæng rejseminder på juletræet
Gå i gemmerne og led efter nogle af de små souvenirs, I har købt på en af jeres ferier. Det behøver som sådan ikke have noget med julen at gøre, men kan være en sten eller en lille plastikdims.
Det vigtige er ikke, hvordan det ser ud på juletræet, men at det har en betydning, det skal have affektionsværdi for jer. På den måde skaber I nemlig en meget personlig og intim julestemning i hjemmet.
Få traditionerne og de gode minder ind i hjemmet
I tråd med det vi skriver herover, kan du sagtens rode dybt i den gamle kasse med julepynt på loftet.
Der er nemlig ikke noget mere julet end at finde gammel julepynt fra din barndoms tid eller fra dengang dine forældre eller bedsteforældre var unge. Det vækker nostalgi og minder og bringer i den grad juleånden ind i stuen.
Det samme gør sig sådan set gældende, hvis børnene har lavet et eller andet spændende julepynt i skolen eller daginstitutionen. Det behøver ikke se specielt godt ud, men boligindretningen har for længst udviklet sig udover det generiske stadie. Derfor er det er kun positivt, hvis dit hjem kan skille sig ud med noget atypisk (og måske skævtklippet) julepynt.
Det giver personlighed – og juleånd! 🙂