BoligenIndretning

Tips til at få mere plads

Hvis du bor i et lille hjem, kan du få meget mere plads ved at udnytte rummene optimalt med fleksible og smarte løsninger

I et tidligere indlæg skrev jeg bl.a. om, hvordan du kan snyde hjernen til at tro, at rummet er større, end det egentlig er. Men selvom du kan snyde hjernen til at tro noget, kan du ikke snyde fysikkens love, for ting fylder nu engang dét, de fylder.

Til gengæld kan du udnytte dine få kvadratmetre langt bedre ved at planlægge og prioritere. Det kræver blot lidt fantasi og kreativitet.

TIP 1: Lav fleksible løsninger

I et almindeligt hjem opdeler du rummene i forskellige funktioner. Der er køkkenet til at lave mad, spisestuen til at spise mad, stuen til at slappe af, entreen til at stille skoene, soveværelset til at sove, kontoret til at arbejde osv. osv.

Hvis du ikke har så mange kvadratmetre at rutte rundt med, bliver du derfor nødt til at lave nogle fleksible løsninger, hvor et rum tjener flere funktioner. Når du lægger rummene sammen i de forskellige funktioner, er det vigtigt, at der skal være selvskabsrum, hvor I kan være flere sammen, og alene-rum, hvor du kan trække dig tilbage. Selvskabrum kan fx være spisestuen, stuen og køkkenet eller et fælles arbejdsværelse, mens alene-rum kan være soveværelset og et lille kontor osv.

I praksis kan du kombinere de forskellige funktioner, så din lille bolig bliver rigtig velfungerende. Det klassiske eksempel er naturligvis at kombinere spisestue, køkken og arbejdsværelse, fordi spisebordet er et glimrende sted at arbejde flere sammen. Her kan man både arbejde, tale, spise og lave mad.

TIP 2: Få en central opbevaringsvæg

En central opbevaringsvæg – eller flere – har både stor praktisk og æstetisk værdi. Du kan nemlig bruge dem til at afgrænse de forskellige rum uden at miste plads. I væggen kan du opbevare bøger el. og dermed udnytte pladsen fuldt ud.

Det er blot vigtigt, at du husker ganglinjerne (de linjer du bevæger dig i boligen). De skal respekteres, så du ikke bliver irriteret over at gå udenom ting eller mave jer forbi hinanden, hvis I skal forbi.

TIP 3: Få en hems

Hvis I er flere i familien og brug for flere sovepladser, kan det også være en god og praktisk idé at anskaffe en hems.

Der er imidlertid en række overvejelser, du skal gøre dig, før du kaster dig ud i sådan et projekt. Først og fremmest skal du overveje, om der rent fysisk er plads til, at du kan have en hems, men der er også en række mere arkitektoniske spørgsmål, der skal overvejes, fx hvordan hemsen påvirker den øvrige del af rummet (kommer resten af rummet til at føles trangt?), og om hemsen tager dagslys fra eventuelle ovenlysvinduer.

Adgangen til hemsen er også vigtig. Typisk foregår det via en trappe eller en stige af en slags, du kan fx få deciderede hemsestiger, men du skal overveje, hvordan den skal placeres, så den ikke kommer til at optage for meget plads eller forstyrer ganglinjerne. En løsning på pladsproblemet kan være lofttrapper som dog ikke er velegnede til mindre børn.

Derudover er der en række lovkrav på området, som du skal overholde – læs mere om lovkravene på Bolius hjemmeside.

Skriv et svar